Kurser i 2019

Vil du gerne lære en ny vej til livsstilsændringer og vægttab – som kan trives i din hverdag?

Må det gerne hænge sammen med afstressning – og med en udforskning af hvad der er dejligt og meningsfuldt i tilværelsen?

Så kan du nu melde dig til et delta-hold i Århus eller København. Forløbet har hidtil kun været tilgængeligt efter henvisning, i visse kommuners sundhedscentre. Nu tilbydes det åbent som kursus i privat regi, med en deltagerbetaling på 5200 kr.
Læs mere om delta-programmet.

  • Århus: tirsdagshold.
    Orienteringsmøde (gratis) 3. september, kl. 17-19. Tilmelding her.
    Ti Δ-møder på tirsdags-aftner kl. 17-20, begyndende 10. sept.
    Et heldagsmøde lørdag 16. november.
  • København: torsdagshold. 
    Orienteringsmøde (gratis) 11. september, kl. 17-19. Tilmelding her.
    Ti Δ-møder på torsdags-aftner kl. 17-20, begyndende 18. sept.
    Et heldagsmøde lørdag 23. november.

Kursusledere

Niels Viggo Hansen – filosof og fysiker, Ph.D., sundhedsforsker ved Århus Universitet, mindfulnessinstruktør (MBSR)
www.nielsviggo.net

Niels Viggo forestod et forskningsprojekt ved Københavns Universitet i 2010-13, hvor delta-programmet blev udviklet og afprøvet (se forskningsrapporten her). Han har mange års erfaring med gruppe-forløb og mindfulness-undervisning.

Tilmelding

Tilmelding til orienteringsmøde
Ved orienteringsmødet gennemgår vi både principperne bag programmet, og praktikaliteterne omkring kurset. Samtidig møder du kursuslederne, får en smagsprøve på mindfulness, og får lejlighed til at stille alle slags spørgsmål du måtte have om forløbet. Udfyld denne formular for at melde dig til et orienteringsmøde som er gratis og uforpligtende. Vi vil så sende dig en bekræftelse med nærmere information om mødested mm.

Tilmelding til kursus
Ved slutningen af  orienteringsmødet er der mulighed for at melde sig til kurset. Hvis du allerede har hørt eller læst nok om Δ-programmet til at være sikker på at du vil deltage, kan du i samme formular sætte kryds for endelig tilmelding. Vi vil så sende dig en bekræftelse med information om praktikaliteter, betingelser og betaling.

 

 

Hvad du får

Praktiske metoder. Det vigtigste i hele kurset er de praktiske metoder og den praktiske tilgang du lærer – til afstressning, til at komme bedre i kontakt med din egen krop, vaner og følelser, og til at navigere på en sund og nysgerrig måde i dagligdagen. Du kan glæde dig til allerede fra den første mødegang at komme i gang med at bruge nogle af metoderne i din egen hverdag, og kurset klæder dig på til at fortsætte med at bruge dem, og videreudvikle dit udbytte. De ændringer og det vægttab du oplever under kurset er mao. kun begyndelsen.
Kursets mindfulness-del omfatter hele det veldokumenterede “MBSR” forløb (Mindfulness-Based Stress Reduction) og varetages af uddannede MBSR-instruktører. Forskellen består udelukkende i at Δ-programmet giver ekstra “håndtag” og støtte til netop vane-ændringer. Derfor indeholder Δ-forløbet også lidt flere og længere møder og flere materialer.
Ti kursusaftner hvor du stifter bekendtskab med en viden om livsstil, vaner og sundhed, som understøtter en ny og mere holdbar måde at håndtere dem.
Materialer. Du får en række materialer – en delta-bog, en logbog, og en samling lydfiler med guidede meditationer – til dit eget arbejde med mindfulness og de andre Δ-metoder. Det meste kan du have med dig overalt på din telefon eller ipad. Samtidig får du grundige introduktioner til at bruge materialerne, og lejlighed til at udforske og dele erfaringer med dem.
En støttende gruppe. Der vil være 12-24 deltagere på holdet, og der opbygges et godt og tillidsfuldt forum for at dele erfaringer og inspiration. At “være i samme båd” med nogen  – at kunne dele i tillid og lytte med respekt, støtte og humor – er meget hjælpsomt i sig selv. Tidligere deltagere har sagt at den støttende gruppe gjorde en stor del af forskellen. Faktisk har mange Δ-hold valgt at fortsætte med at mødes en gang imellem på eget initiativ (dette er selvfølgelig helt frivilligt for hver enkelt).
Opfølgnings-muligheder. Efter forløbet inviterer vi desuden til frivillige opfølgende møder med nogle måneders mellemrum. Disse møder er gratis og åbne for alle som tidligere har deltaget på et hold. Ideen er at man kan få støtte til et fortsat arbejde hen imod de mønstre i dagligliv, krop og sind, man trives allerbedst med – det er ikke så svært når man først er på vej.

Deltagerfordudsætninger

Alle kan deltage. Der er ingen andre forudsætninger end at man taler og forstår dansk. Δ-programmet er udviklet og testet med grupper af overvægtige, men det kan i princippet lige så godt bruges af alle som ønsker at ændre hverdagsvaner til noget de kan være sundere og gladere i – og det vil jo nok omtrent sige alle.

Men vent til du er klar. Vi opfordrer til at man ikke starter på programmet før man er sikker på at man kan afsætte tiden til møderne og hjemmearbejdet (40-50 minutter om dagen, mest i form af træning med de mindfulness-øvelser man lærer). Vi anbefaler også at man starter med at deltage i orienteringsmødet, og hører om hvad det vil sige at arbejde med også selv om man allerede er sikker på at man vil være med på Δ-holdet. Vi vil kort sagt gerne sikre at du får god gavn af metoden i praksis.

Læs mere baggrund og detaljer om Δ-programmet her.